Åbningsweekend i Ågabet
Vi glæder os til at slå portene op til en ny sæson i Ågabet, og det gør vi den 7.-9. maj, hvor der vil være masser af aktiviteter for børn og voksne!
Program:
Torsdag den 7. maj
Kl. 18.30-20.00: Billedforedraget i Garnhuset med sommerfugleekspert og naturfilosof Michael Stoltze
Foredraget er gratis, der er 40 pladser - scan QR koden og reserver din plads
”At elske livet er den bedste kur”.
Da Michael Stoltze skulle holde takketale i 2025 efter tildelingen af
Weekendavisens Litteraturpris for værket 'Danske dagsommerfugle - naturens poesi på vinger', citerede han Suzanne Brøgger. Få dage tidligere havde hun proklameret, at hun ville nyde livet så længe som muligt uanset, hvad der måtte komme, og at hun ønskede at dø i sin grønkål, når den tid kom. ”At elske livet er den bedste kur”, sluttede hun. Stoltze sagde: "Nemlig, og nu må vi handle, for vi kan ikke bare vente, når kulturens fundament er ved at smuldre. Vi er i fællesskab ved at genopdage jordforbindelsen og skifte kurs mod en ny jord. Medicinen, der mere end noget andet kan være med til at løse kriserne og sikre os gode liv, er omsorg for naturen. Og behandlingen starter med vores kærlighed til livet, det vil sige både til hinanden og alle vores medskabninger på Jorden.
Vi har en fælles historie, der hedder liv. Og hvis vi ikke elsker det,
dør det."
Fredag den 8. maj
Kl. 16.30-17.30: Syng i naturen.
Musikskolen inviterer til en lille koncert. Sangeleverne optræder og publikum inviteres til at synge med på sange om naturen. Koncerten er gratis.
Lørdag den 9. maj
KL. 10.00 åbnes lågen og Foreningen Ågabets Bevarelse og Ågabet Outdoor Center byder velkommen til de nye faciliteter.
Ågabet Outdoor Center og Halsnæs Naturklub inviterer til at prøve aktiviteter i naturen:
Klatrebane i træerne
,Orienteringsløb for børn og voksne m. quiz.
Kano på kanalen (50 kr),
iIntro til kajak og tur på Arresø (200 kr),
Kig på livet under overfladen, hils på bæveren Aude, bag snobrød over bål mm.
Kaffe, the, is og sodavand kan købes hele dagen.

